PRIVAT SUNDHEDSFORSIKRING
Hvis du har en privat sundhedsforsikring, tilbyder vi dig at hjælpe med at gøre brug af den i konkrete situationer.
Der er 2 situationer som vi handler efter:
- Den ene situation er i forbindelse med et aktuelt forløb, hvor du allerede har været i Lægehuset til konkret lægelig vurdering, og hvor du er blevet henvist enten til videre udredning, videre undersøgelse eller videre behandling via den offentlige sygesikring. Hvis du herefter ønsker at gøre brug af din private sundhedsforsikring, så kan du få henvisningen med i hånden, eller v kan sende den til dig eller dit forsikringsselskab via vores kommunikationsmodul. Dette er uden beregning for dig og dit forsikringsselskab.
- Den anden situation er, hvis du henvender dig med et ønske om at gøre brug af din private sundhedsforsikring, uden at der er et forudgående aktuelt forløb, eller at der ikke foreligger en henvisning her fra Lægehuset. Selvom forsikringsselskaberne angiver på deres hjemmesider, at der ønskes en henvisning fra egen læge, så er dette ikke påkrævet. Hvis du efter konkret kontakt til dit forsikringsselskab får at vide, at de i det konkrete tilfælde vil have en erklæring/udtalelse/attest/henvisning fra egen læge, så skal du bede dit forsikringsselskab sende en skriftlig anmodning til os. Denne anmodning vil vi så vurdere på og returnere med de ønskede oplysninger og sende til den/de steder, som er angivet på anmodningen. En sådan anmodning betales af dit forsikringsselskab. Det er vigtigt at du sikrer dig, at det er dit selskab og ikke dig, der skal betale honoraret for denne anmodning – her skal du holde på din ret.
OBS: Lægen kan dog anerkende ønsket om en service og skrive en henvisning, hvor man sikrer en hurtig vurdering eller behandling, selvom der ikke er grundlag for henvisning via den offentlige sygesikring, eller henvise til tilbud, som ikke dækkes af den offentlige sygesikring. Du skal dog være opmærksom på, at lægen kun kan henvise til en service, hvis den pågældende service ikke strider imod lægefaglig fornuft. Vi kan ikke anbefale en service der risikerer at forværre din situation, som kan være forbundet med uhensigtsmæssige bivirkninger, eller hvis vi ikke mener, at fagligheden bag servicen er tydeligt oplyst eller troværdig.
Hvis lægen ikke kan anerkende en service, som du ellers har ønske om gennem din forsikring, må vi henvise til, at det er en sag mellem dig og din forsikring. Vi foreslår, at du taler med dit forsikringsselskabs læge om sagen, så du kan få den ydelse, som du mener, du har krav på som privat betalende forsikringskunde.
Lægeforeningen og brancheforeningen Forsikring & Pension har indgået aftale om ovenstående fremgangsmåde og er forpligtet til at informere deres kunder om denne procedure. Hvis der skulle opstå uenighed, så henvis til denne hjemmeside eller bed forsikringsselskabets læge ringe til os.